Der er en sætning, jeg vender tilbage til igen og igen, når jeg tænker på Kierkegaard og på os selv i det liv, vi lever nu. Den lyder sådan her:
Det handler ikke om at finde ud af livet. Det handler om at finde ind til det.
Kierkegaard levede i 1800-tallets København, men han kunne have skrevet direkte til vores tid. Vi er blevet ekstremt dygtige til at analysere, optimere og planlægge vores liv. Vi har podcasts om at leve bedre, apps til at sove bedre, systemer til at arbejde bedre. Vi finder konstant ud af ting.
Og alligevel sidder mange af os med en fornemmelse af, at noget mangler. Ikke fordi vi ikke er dygtige nok. Men fordi vi hele tiden er på vej et sted hen, og aldrig rigtigt er der, hvor vi faktisk er.
Kierkegaard kaldte det på sin egen lidt omstændelige måde for “at eksistere”. Ikke bare at leve i biologisk forstand, men at være til stede i sit eget liv. At mærke det. At forholde sig til det, til sig selv, til andre, til det, der er svært.
Han var ikke begejstret for mennesker, der undgik den slags. Og han var heller ikke mild i sin kritik af sin samtid, som han syntes løb fra sig selv i støj, overflade og selskabelighed. Lidt ironisk, at hans diagnose føles så præcis i dag, hvor støjen er blevet til et konstant baggrundsbrøl.
Men Kierkegaard pegede ikke bare på problemet. Han pegede på muligheden. Den mulighed, som ligger i det øjeblik, man holder op med at forsøge at løse sit liv, og i stedet begynder at leve det.
Det er lettere sagt end gjort. Det vidste han også. Og netop dér begynder det interessante.
Hvis du har lyst til at udforske det nærmere — gerne over en kop kaffe — så er det præcis det, min bog Kaffe med Kierkegaard handler om. Ikke en lærebog. Mere en samtale.